Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

1. søndag i fasten

Du skal tilbede Gud og ham alene.

Det er budskabet af den dramatiske fortælling om Jesus, der efter sin dåb, under et fyrre dages ophold i ørkenen, bliver fristet af Djævelen:

 ”Hvis du er Guds Søn, så forvandl sten til brød”, frister Djævelen.

”Hvis, du er Guds søn, så kast dig ud fra bjergets tinde og se om ikke Gud vil redde dig”, fortsætter det hornede væsen.

Og endelig er den tredje fristelse, at Djævelen tilbyder Jesus alle riger på jorden, hvis blot han vil tjene ham, den onde.

Jesus modstår imidlertid alle tre fristelser, jager Djævelen væk og understreger i ord og handling, at mennesket ene og alene skal tjene Gud.

¤

Det er os mennesker, der gør det onde.

Der er derfor al god grund til, at vi ved hver gudstjeneste, før vi bekender vores tro i trosbekendelsen (troen på Gud Fader, Søn og Helligånd) siger: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Hver gang, vi gør det, er det som at holde et spejl op for ens eget ansigt.

Og der er ligeledes god grund til at vi i den bøn, som Jesus selv lærte os, at vi der i bønnen Fader Vor beder: ”led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”.

Det er os mennesker, der gør det onde.

¤

I denne weekend er det et år siden at Rusland invaderede Ukraine, og vi har i det forløbne år set krigens gru udspille sig. Ødelagte byer og lig i gaderne.

Krig er vold og ødelæggelse. Krig er død og tilintetgørelse.

Der er brug for forsvarsvilje, styrke og mod, men krig er ikke attråværdig. Det er ikke den evige krig, vi længes efter.

Det er freden, vi skal søge.

Det er den, vi er forpligtet på. Ikke en fred, som underkuer og gør vores næste tavs, men en fred, som giver plads til vores medmenneske og andre end mig selv.

Jorden er ikke et fredeligt sted, og det er os mennesker, der gør det onde. Derfor er der al god grund til igen og igen at bede om at Gud vil lade nåde gå for ret:

Gud

Vi beder:

Forbarm dig over os.

Vi er svage,

Vi undviger og ødelægger livet for hinanden.

Kald os frem for dit ansigt

Og støt os i at stå op imod al ondskab,

Du som er fra evighed til evighed.

Amen

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639