Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

1. søndag i fasten

Jesu apostle kom i strid om, hvem der var størst og mest betydningsfuld af dem, skriver evangelisten Lukas.

Vi behøver egentlig slet ikke høre mere for vi ved, hvor vi er.  Vi er lige her – lige her midt i verden, i stridens og krigens verden, i sammenligningernes helvede.

Nok er evangeliets ord nedskrevet for snart to tusinde år siden, men de taler ind i tiden og er som sådanne både nutidige og relevante.

Ikke blot ved at beskrive noget alment ved den menneskelige tilværelse og vores omgang med hinanden. Jesu svar til apostlene er også vedkommende i dag.

Jesus siger kontant og meget direkte: ”Sådan skal det ikke være iblandt jer”. Glem det! Det handler ikke om, hvem der er størst. Jesus fordrer i stedet, at vi står til tjeneste for hinanden ligesom han selv kom for at tjene mennesker.

¤

Læsningerne i dag, her i fastetidens begyndelse, er der al god grund til at tage til sig og reflektere over.

I denne mørke tid, hvor der er krig i Europa, i Ukraine, og flygtninge på Europas veje er der al god grund til at reflektere over de bibelske læsninger.

Vi lærer her på den ene side ikke at gøre os illusioner om den menneskelige natur og så samtidig hører vi det tydeligt sagt, hvad vi skal gøres. Vores opgave som mennesker i verden bliver her tydeliggjort.

Tag nu den gammeltestamentlige fortælling, den første læsning i dag. Beretningen er kendt af de fleste. Det er brodermordet, det første drab. Kain slår sin bror Abel ihjel.

Der tegnes i denne urmyte et billede af Kain, som et menneske, der opædes af misundelse og ikke kan glæde sig over sin brors liv. Kain ender med i vrede at slå sin bror ihjel.

I denne korte beretning i Første Mosebogs begyndelse genkendes for så vidt alle mord, al ødelæggelse, al krig og vold.

Men ind i dette helvede, som vi mennesker kan skabe i vores liv med hinanden, hører vi så Gud stille det enkle spørgsmål til Kain: ”Hvor er din bror?”.

Dette spørgsmål er ikke besvaret ved at kunne pege på, hvor ens næste sådan fysisk er. Guds spørgsmål til Kain rækker langt dybere. At se til hinanden er at have øje for hinanden i bredeste forstand. Kain som ethvert andet menneske har ansvar for sin næste. Vi er sat i livet for at tjene hinanden.

Herre,

Gud Fader i himlen,

Du vender verden om.

Vi skubber, maser og kæmper os frem

For at få de bedste pladser.

Vi kriges og slås.

Men din søn Jesus Kristus, viser os

At størst i dit rige er den, der tjener dig

Og den, der har øje for andre.

Vi beder dig:

Forbarm dig over os.

Få os til at stoppe på

Når vi går med sænket ansigt

Og nægter at se op og møde den andens blik.

Løft vores hoveder,

Du som er fra evighed og til evighed.

 

 

 

 

 

 

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639