Lignelsen om den barmhjertige samaritaner, tænker jeg, at de fleste af os har hørt mange gange:

En mand bliver overfaldet og ligger ilde tilredt i vejkanten. Først kommer den ene forbi – og så den anden. Men ingen af dem hjælper ham. Først da en fremmed, en samaritaner, kommer ad vejen og ser den overfaldne, sker der noget. Samaritaneren bøjer sig ned, hjælper den sårede og sørger for, at han bliver bragt et sted hen, hvor han kan komme til hægterne igen. Han viser sig som den sande næste.

¤

Jesu lignelse fortælles egentlig som svar i en samtale med en lovkyndig. Han ville sætte Jesus på prøve og spørger: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarer med et modspørgsmål: Hvad siger Moseloven? Den lovkyndige refererer dertil korrekt til Moseloven: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind – og din næste som dig selv. Og Jesus siger: Gør det – så skal du leve.

¤

Men den lovkyndige vil vide mere, have uddybet hvor langt hans ansvar rækker, og han spørger derfor: Hvem er min næste? Hvor langt rækker mit ansvar? Det er dér i denne sammenhæng, Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. 

Og spørgsmålet er stadig aktuelt: Hvem er min næste?

Jesu svar er klogt, for han sætter ikke grænser eller målepunkter op. Han åbner ikke et kort på en skærm og tegner cirkler for, hvor dit ansvar gælder. Fristelsen for os er netop at spørge: Hvor langt rækker mit ansvar – og hvor længe? Er det bare min husstand og mine nærmeste naboer? Mit land? Er det hele verden? 

Men med sådanne spørgsmål, hvor vi søger at afgrænse og definere vores ansvar, sniger vi os udenom.

Jesus peger i stedet på noget andet, en anden vej. Han siger: At elske sin næste betyder også at turde håbe på, at jeg selv vil blive mødt, når jeg ligger forslået med et brudt liv eller et plaget sind. At nogen da vil række en hånd ud til mig. 

At elske Gud er at håbe på hans kærlighed. 

At elske sin næste er at håbe, at du vil række ud til mig i min nød – og at jeg selv vil have øje for den andens behov.

Og netop ved, at det er samaritaneren – den fremmede, ja den foragtede – der hjælper, bliver det understreget: Hjælpen kan komme fra uventet hånd. Fra et ansigt, jeg ikke kender. Måske endda fra den, jeg slet ikke regner for noget – eller som jeg ligefrem frygter.

Sådan svarer Jesus i dag. Ikke med afgrænsning, men med åbenhed. Ikke med lovens målestok, men med håbets mulighed.

Amen