Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
himlens puls i den lille fugl
og liljens store skrædder,
du har skabt alt med dit ord
og klædt det i dit lys.
Vi beder dig:
Stå op som solen for vores øjne,
og lad din varme tørre vores nøgne kroppe
med alle dens mærker og sår.
Spænd din pagt ud over alle steder
så vi ikke bekymrer os om andet
end først at søge dit rige,
du som er fra evighed til evighed.
Amen
”Vær ikke bekymret”, siger Jesus. Det er godt at høre. Et dejligt og optimistisk budskab kan man sige.
Og dog! Hvad nu, når jeg som menneske ikke kan lade være med at bekymre mig, føler mig hjælpeløs og har svært ved at finde håb i tilværelsen og lys i mørket.
Jesu ord rammer mig da ekstra hårdt, når jeg nu hverken evner eller magter at mobilisere den optimisme, som skulle gøre mig ubekymret. Opfordringen øger da kun min følelse af at stå alene og fortabt i verden.
¤
Vi skal imidlertid ikke høre opfordringen i Jesu ord i dag, som en opfordring til os om at præstere ubekymrethed og optimisme.
Det bliver uundgåelig en overbebyrdelse af hvad et menneske kan, for det håb, som er ubekymrethedens grund, kommer dybest set ikke fra os selv.
¤
Vi skal hvile i og huske, at den, som opfordrer os til at være ubekymrede, er den Gud, som holder hånden over os. Dvs. kommer fra den kærlighed og den magt, som overvinder al død og ødelæggelse.
Det er Guds egen søn som siger til os, at vi har grund til at være ubekymrede, og det kan han frejdigt sige, fordi Gud er med os og aldrig glemmer det menneske, han har skabt.
Gud har, hører vi i en den gammeltestamentlige læsning i dag, som er fra beretningen om Noah, nemlig sluttet sin pagt med os. Sygdom, ødelæggelse og død findes, men sagde Gud til Noah og menneskeslægten:
»Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«
Det er et tilsagn om Guds fortsatte nærvær i vi menneskers liv, og det er på baggrund af denne Guds kærlighed, at Jesus opfordreros til at være ubekymrede.
Vær ikke bekymrede, for du er et gudselsket menneske og du lever på en gudskabt jord og Guds kærlighed og nåde følger dig, hvor du end går og ender.
¤
Læg desuden mærke til, hvordan Jesus i sine opfordring til os om at være ubekymrede ikke peger på sig selv, men han viser os hen på den verden, vi lever i:
Han peger på himlens fugle og markens liljer, siger se til dem! Se til, hvordan fuglene klarer sig og hvordan markens liljer gror.
Sådan lærer Jesus os, hvordan håbet kan vise sig, hvor vi mindst venter det. Og håbsbillederne gives os i verden i naturen (fuglene, blomsterne, regnbuen) og i vores medmennesker.
Gud, hjælp os at se til fuglene, liljerne og hinanden! Amen