Evangeliets beretning til denne søndag er Jesu opvækkelse af sin ven Lazarus. Dramatisk er skildringen: hvordan den døde Lazarus træder ud og frem af graven ved Jesu kald. Lazarus står nu der udenfor med strimler af linned viklet om hænder og fødder og med et klæde viklet rundt om ansigtet, allerede så mærket af død og forgængelighed og så samtidig nu så fuldt og helt levende igen. 

Ikke til at tro, ikke til at forstå. Men lad så blot Lazarus stå der oprejst og udenfor graven, som et tegn på det håb, som er den kristnes: at kærligheden er stærkere end døden og at livet ved Guds kærlighed og nåde sejrer.

¤

Den første bibelske læsning, vi hørte her idag, er salme 139 fra Salmernes Bog. 

Det er en af de helt centrale gammeltestamentlige salmer, som placerer mennesket i en verden, hvor vi skal vide, at vi altid er omsluttet af Gud. 

Ikke blot hører vi, at Gud fornemmer, hvor vi er, hver eneste en. ”Alle mine veje er du fortrolige med”, siger salmisten, og han tør samtidig også håbe på Guds nærvær, hvor han og ethvert menneske end er og ender. 

Jeg finder, at der er så uendelig meget trøst i salmistens ord: 

”Hvor jeg end går, stiger jeg op i himlen, er du der; lægger jeg mig i dødsriget, er du der. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så vil Gud også være der og lede mig.” 

Guds tilstedeværelse og nærvær indebærer, at mennesket altid vil være omkranset og omgivet af lys, at natten ikke kun er sort og dybet ikke kun mørkt og endeligt. 

¤

Det er ind i det gudsforhold og ind i den geografi, vi skal se den dramatiske scene, hvor den døde Lazarus er trådt frem og ud af graven. 

Han står der som os, som et dødsmærket menneske, omsluttet af Guds kærlighed og kaldt frem til livet.

”Lazarus, kom herud!”, siger Jesus

Hvilket håb!

                       I Jesu navn. Amen