Gud
Fader, Søn og Helligånd,
du som er i himlen og på jorden,
dine ord sprænger alle bånd,
og alle dine bud er gennemlyst af din kærlighed.
Vi beder dig:
Stands op når vi tyder dine love
uden at huske på din barmhjertighed
og når vi glemmer at du altid vælger livet til
frem for strengt at følge alle regler og normer.
udvid vores horisont
så vi forstår at størst er den, der tjener andre,
du som er fra evighed til evighed.
Amen
Intet interesserer mig mindre end, hvor jeg sidder til en fest. Det er irriterende at høre på den, der brokker sig over sin placering ved bordet. Sådan brok kan ligefrem ødelægge glæden over at være med. Og det er decideret træls at høre en taler tematisere sin egen position i forhold til dem, der sidder til, det man kalder for højbords. Så opfordringen er klar: Lad være med til at tænke på din egen plads og position! Glæd dig i stedet over at være inviteret med! Og nyd festen!
Med den indgangssalut finder jeg, indrømmet, Jesu ord om hvor man skal sætte sig, uinteressant.
Jo, jeg kan godt se anliggendet i Jesu opfordring om, at man i stedet for at jagte de øverste pladser ved bordet, skal sætte sig bag i lokalet. Men med Jesu ord om, at så kan man jo håbe på, at værten kommer og sætter en højere op, knækker filmen for mig. Og det samme gælder i øvrigt Jesu formaning om, at man jo kan blive udsat for den skam, hvis man har sat sig højt til bords, at blive sat længere ned.
Løftet om, at den, der ophøjer sig selv (altså har sat sig for højt op i lokalet), skal ydmyges, og at den ydmyger sig selv (her den, der sætter sig bagerst), skal ophøjes, fastholder os nemlig i en indbyrdes positionskamp. Og intet er mere ligegyldigt end vores placering i rummet. Er det ikke netop den positionskamp, som Jesus grundlæggende gør op med!
Jo, det gør han. Jesu virke, hans liv er et liv, hvor han stiller sig til tjeneste for andre, gerne vasker sine disciples fødder, spiser sammen med samfundets ildesete, og han ender med at blive korsfæstet som en gemen forbryder. Jesu liv er at sætte sig på de nederstes sted, på den nederste plads, og det er samtidigt lige der, hvor han er, vi møder Gud.
Men så er der måske alligevel en god og også vigtig grund til, at Jesus taler som han gør i dag, taler indenfor kategorierne om at sidde oppe og nede, højt oppe og langt fremme og bag ved.
For kristentroen handler jo om dette liv, vi lever.
Det kan godt være, at vi i demokratiets tidsalder tænker, at vi ikke blot i døden alle er lige, men også er det i livet og at vores placering og position i samfundet er sekundære i forhold til at det at leve så godt og ansvarligt, som vi kan. Men sagen er jo den, at vi lever i en verden, hvor der skubbes og masses og til stadighed er kamp om pladserne.
Det kan godt være, det ikke så meget er i festlokalet, som det er på arbejdspladsen, i politikken og i samfundet, men kampen er der. Og den er ofte temmelig uskøn. Hvem vælges til en hovedbestyrelse i et parti, hvem vinder et valg og bliver valgt til det ene og til det andet.
Og derfor er det også godt at Jesus siger, vær ydmyg, ikke udvis falsk beskedenhed, men vær virkelig ydmyg og forstå, at uanset dit ego og din klogskab, hvor mange penge du har og hvor mange kræfter du har, så er du et Guds barn, et skrøbeligt menneske, som må glæde dig over Guds gaver.
Gud hjælpe os deri - Amen