De går der på vejen til Emmaus. To disciple af Jesus, som har været med hele påsken, set deres mester først blive hyldet som en konge, for derefter at blive taget til fange, pint, henrettet og dø på Golgathas bakke. Hvad er det, de har været del af? De forstår det ikke. Er disse disciple nu kun at regne som desillusionerede følgere af en mand, som endte med at dø? Nej, for de går også med de mærkelige ord imellem sig. De ord, som nogle kvinder havde bragt frem i deres kreds.
Disse kvinder blandt disciplene var gået ude til Jesu grav påskemorgen, men liget var væk og de var blevet mødt af engle, som havde sagt til dem, at Jesus lever, at han var opstanden fra de døde. De to disciple, forestiller jeg mig, går således der på vejen med en blanding af uro og forvirring. På sin vis desillusionerede og samtidig desorienterede. Da slår en mand følge med dem. Han spørger dem, hvad de drøfter. Og han udlægger det, de har set og oplevet. Han fortolker det skete, ser det som en skriftklog i lyset af de gammeltestamentlige profeter og i lyset af skrifterne.
Den fremmedes udlægning gør godt, og da de kommer til deres hjemby, inviterer de ham ind. Og da er det, da de sidder der ved bordet og gæsten tager brødet, velsigner det og bryder det, så genkender de ham, som Jesu, nu opstanden. Og derpå usynlig for dem.
¤
Vejen og huset. Det er de to steder, vi møder disse disciple. Og det forekommer, at de to steder, vejen og huset, netop understreger handlingen i fortællingen i dag: de to disciples vandring til Emmaus og samværet med den opstandne, nærværet og genkendelsen indenfor i huset, hvor de to disciple genkender Jesus, den opstandne.
Vejen og huset illustrerer dybest set to vigtige aspekter af kristentroen.
På den ene side vigtigheden af den stadige udlægning af det, som skete påskemorgen. Den opstandelsestro, som fortsat giver mening til vores liv og håb på vores vej. Vejen er den stadige fortolkning, som er helt afgørende i trosforholdet. Kristentro er en statisk lovreligion men det er det glædelige budskab om Guds møde med os i sit ord og i sin ånd.
På den anden side vigtigheden af fællesskabet. Huset er her stedet for samvær og nærvær, for måltid sammen og for at vi netop i fællesskabet, sådan som det skete for de to disciple, får blik for hinanden, som i dette tilfælde, at den fremmede bliver set og genkendt af de to disciple som den, han er.
De to, vejen og huset, den stadige udlægning og nærværet/fællesskabet befrugter hinanden, og de er til i en stadig vekslen. Tag nu de to disciple, hvad gør de da Jesus er væk igen, så bliver de ikke hjemme, men går ud på vejen igen og veksler nye ord. Nu om det, som lige er sket, om hvordan den opstandne har givet dem mod og håb i livet – et sådant mod, at de må ud på vejen igen, ud for at fortælle og vidne om hvordan døden aldrig vil få det sidste år. Alt sammen i kraft af Guds nåde, kraft og kærlighed.