Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

2. pinsedag

Gud er altså en slags hjertestarter

Profeten Ezekiel: På den ene side, så er alt med hånd, så håndgribeligt, visuelt, og så samtidigt er der så megen ånd over det, Gud lader Ezekiel sige. Hør nu blot teksten i dag, den første bibelske læsning, Anden Pinsedag. Ezekiel skriver:

Dette siger Gud, Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

Det er en helt fantastisk, tæt, fin og dyb tekst om man læser og hører den langsomt. Lad os gøre det!

¤

Gud giver i følge Ezekiel os et løfte om, at vi skal få et andet hjerte og en ny ånd. Gud er altså en slags hjertestarter, hjertekirurg, og en åndsfornyer, som vil have os til at tænke på en ny og radikal anderledes måde.

Men hvis vi så går og tror, det er noget særligt luftigt, åndeligt noget, hvorom Gud taler (ikke mindst det med en ny ånd), så bliver det straks dementeret i den følgende linje. For Gud siger derpå, at det er stenhjertet, han vil fjerne og i stedet give os et hjerte af kød. Vi går altså rundt med et stenhjerte, selv om det slår. Gud vil erstatte vores stenhjerte med et hjerte af kød.

Et hjerte af kød er da jordisk om noget. Jeg kan ikke undgå at høre tonen af Johannesevangeliets begyndelse klinge med her. Evangelisten Johannes måde at beskrive Jesu komme til jorden, Jesu fødsel, julens budskab, som det at ordet blev kød og blod.

Hvad Ezekiel her understreger, er Guds forbinden sig med denne verden. Og den forbindelse, Gud skaber mellem sig og os får også betydning for os; fornyelsen sker nu gennem kød og blod og finder sted i os mennesker. Et menneske kan altså forvandles ved Guds nåde. Vi behøver ikke forstene og forbitres i os selv. Fornyelsen finder sted gennem Guds forsoning og frelse, sådan som påsken tydeliggjorde med Jesu død og opstandelse.

¤

Granittens hårdhed i vores sind og den manglende rørelse for andre, den vil Gud ikke lade os hvile og forstene i. Gud kommer og tilbyder os et nyt liv, vil forvandle os med sit ord, sine bud og sin ånd.

Tænk sig, hvordan jul, påske og pinse således alle klinger med i det lille stykke fra profeten Ezekiel.

Profeternes tid er ikke omme.

I Jesu navn Amen

 

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639