”Herren har sagt, at han vil bo i mørket. Nu har jeg bygget dig en bolig, et sted, hvor du kan bo for evigt.”

Med disse ord indleder den gammeltestamentlige storkonge Salomo sin tale ved indvielsen af templet i Jerusalem. Vi hører denne tale som den første bibelske læsning i dag.

¤

Kong Salomo har bygget Gud et hus – og han gør det vel vidende, at det i grunden er umuligt. For som han selv siger lidt senere i samme tale: ”Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget.”

Gud lader sig ikke indfange. Gud kan ikke rummes, begrænses eller indhegnes af menneskehænder. Og alligevel har Salomo bygget templet. Ikke fordi Gud har brug for et hus, men fordi mennesket har brug for steder, hvor det kan vende sig mod Gud.

”Herren har sagt, at han vil bo i mørket.”
Det er det afgørende. Gud vælger ikke kun lyset, højden og det ophøjede. Gud vil også være der, hvor vi ikke har overblik, hvor vi famler, hvor vi beder uden at vide, om ordene slår til. Derfor beder Salomo: ”Lad dine øjne være åbne for dette hus dag og nat … hør den bøn, din tjener og dit folk beder vendt mod dette sted. Hør i himlen, hvor du bor – og tilgiv.”

Det handler ikke om menneskets storhed over for Guds uendelighed, som let kan ende i enten jantelov eller skråsikkerhed. Det handler om noget langt mere centralt: Guds nåde. At Gud ikke nøjes med at være i den fjerneste himmel, men vil være nær. Vil bo i mørket. Vil lade sig påkalde. Vil høre og tilgive.

Det er ud af dette løfte, denne glæde, at vi bygger kirker. Og at vi værner om dem. Ikke fordi Gud er afhængig af sten og mure, men fordi evangeliet har brug for rum. Rum, hvor ordet kan forkyndes, hvor bøn kan bedes, og hvor håbet om forsoning kan lyde igen og igen.

¤

I disse år tales der meget om vores gamle middelalderkirker. Mange af dem ligger ikke længere dér, hvor størstedelen af befolkningen bor. Samfundet forandrer sig, og de demografiske forskydninger er store. Spørgsmålet presser sig på: Hvad gør vi med disse kirker?

Svaret må ikke være kun at se dem som en byrde. De er tegn. Tegn på kristentroens lange nærvær i samfundet. Tegn på forbindelsen mellem evangeliet og menneskelivet; også der, hvor der i dag er længere mellem mennesker.

¤

Den franske filosof Gaston Bachelard skriver i sit værk fra 1959: Rummets Poetik om huset som en af de stærkeste kræfter i menneskets indre liv. Han siger:
”Huset dæmper omskifteligheden i menneskers liv; gavmildt råder det os til at holde fast. Uden huset ville mennesket være et adspredt væsen. Det fastholder mennesket gennem himlens og livets storme. Det er sjæl og legeme. Det er menneskets første verden. Før det er ‘kastet i verden’, er mennesket lagt i husets vugge.”

Sådan kan også kirken være: et hus, der bærer. Et sted, hvor livet samles, og hvor Gud – mod al forventning – vil bo. Også i mørket, hvor Gud insisterer på også at bo.

 Amen