Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

2. søndag efter påske

Gud er hyrde og Gud er vært

Den gammeltestamentlige salme, som hører denne søndag til, anden søndag efter påske, er præget af salmistens store tillid til Gud. Gud er den store og beskyttende hyrde og den gode og generøse vært.

Den gammeltestamentlige salme kaster samtidig lys over Jesu mere revsende ord i evangeliet, hvor han dømmer sine egne, og siger de ikke er Guds får.   

Salmen hører til blandt de mest kendte gammeltestamentlige salmer, og den lyder:

 

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier

for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,

mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,

så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus

alle mine dage.

¤

Umiddelbart kan man, når man hører salmen, tænke, om ikke der er to motiver fra forskellige tekster som er stykket sammen: Gud er hyrde og Gud er vært. Vi er ude på marken, og vi er inde i huset, er det ikke to forskellige verdener.

Jo, men når man hører salmen i sin helhed, er den alligevel så helstøbt: og der er for mig at se også en væsentlig pointe i at de to sammen motiver begge er i den samme tekst. Hyrde og vært belyser egentlig så stærkt og fint netop Jesu virke.  

Jesus sagde om sig selv: jeg er den gode hyrde og i forbindelse med den første nadverfejring vaskede han sine disciples fødder og understregede, at han som deres Mester og Herre var kommet for at tjene og med sin handling give dem et forbillede.

”I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”, sagde Jesus den aften efter at have vasket disciplenes fødder.

¤

Mange vil gerne være hyrder, lede og bestemme. 

Vi lever ligefrem, vil jeg påstå, i en tid med trang til stærke ledere; og hvor ledere gerne vil bestemme og føre nutidens, får et andet sted hen. Der er autoritære tendenser i tiden.

Man pakker det ind i det, man kalder for nødvendighedens politik eller maner trusler frem med fjendebilleder og skillelinjer mellem dem og os.   

Vi fristes til at lade os føre af sådanne stærke ledere, som synes at kan stå distancen i en svær situation.  

Fristelsen til at have ensidigt fokus på egen ledelse og styrke, fastholdelse af egen magt i en spinnet virkelighed, er imidlertid stor. Og netop derfor er det så vigtigt, hvad den gammeltestamentlige salmedigter gør, at han kobler hyrdebilledet med tjener og værten. Hyrden skal forstå sig som en tjener. 

Det var ånden i Jesu virke, hans gerninger her på jord i ord og handling, og det er hvad han vil, at vi skal gøre. 

Vi er sat til at tjene hinanden og elske Gud og vores næste. 

Vi skal hjælpe hinanden, støtte hinanden og vi skal tage værtskabet på os i mødet med hinanden.

Gud hjælpe os deri. 

Amen

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639