Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

2. søndag i fasten

Jeg tror, hjælp min vantro

Billede af fodspor i sne på kirkegård

En dreng er besat af en ånd; en dæmon hiver og slider i ham. Jesus helbreder ham, driver ånden ud.

Evangeliets beretning i dag fra Markusevangeliet er på sin vis så fremmed og fjern, langt fra den forståelse vi i dag har af sygdom. Skal man søge at oversætte det til vores tid, kan det virke som lider drengen af epileptiske anfald. Anfaldene, når de kommer, har en sådan voldsomhed over sig, at de er ved at tage livet af drengen. 

Ikke mindre fremmed er Jesu håndtering af denne ånd, som har besat drengen. Jesus byder ånden at fare ud af drengen, og det sker. Ånden river og slider i drengen en sidste gang og farer så ud af ham. Og drengen bliver befriet. Det centrale er imidlertid befrielsen, at drengen bliver rask, og at livet ikke kan lægges ned af nok så megen sygdom. 

Det budskab står til troende. Der er en magt, som overvinder sygdom og død. En stærkere magt end de destruktive og livsødelæggende kræfter i os selv og i vores liv. Det er Gud selv, som han møder os i Jesus Kristus. 

¤

Guds kærlighed er stærkere end døden. Det gælder velvidende, at sygdom rammer ethvert menneske, og velvidende, at vi alle skal dø.  

Det vilkår svækker dog ikke håbet, sådan som vi ser det realiseret i Jesu helbredelse af drengen i evangeliets beretning i dag. Og det mindsker heller ikke betydningen af tro og bøn, hører vi ligeledes i samme beretning.  

Det er halsløs gerning at prøve at bevise troens og bønnens gyldighed og relevans. 

Ud fra en strikte rational tankegang og den usikkerhed, som bor i os, forstår jeg derfor også så godt den bøn, drengens far retter til Jesus, Guds søn:   ”Jeg tror, hjælp min vantro”. 

I troen og i bønnen er vi nødt til at forlade os på en anden end os selv, en stærkere magt, som vi ikke med egen forstand og egne kræfter kan få greb om. 

Visheden kan godt momentant bo i os, født af troen og Guds møde med os, men vi lever på kanten mellem liv og død, og vores krop og sind bliver uundgåeligt mærket af det, vi oplever og erfarer gennem alle livets skvulp.

Langt er vi dog nået, blot ved at gøre farens ord til Jesus til vores egne: ”jeg tror, hjælp min vantro”, og forlade os på Gud og at for ham er muligt.

I Jesu navn. Amen

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639