Jesus fortæller en lignelse om en konge, som forbarmer sig over sin tjener – en tjener, som skylder samme konge penge. Kongen eftergiver tjeneren sin gæld. Samme tjener går derefter til en af sine medtjenere – en som skylder ham penge – men tjeneren viser medtjeneren ingen nåde. Og denne medtjener ender da pga. sin gæld i fængsel. Da kongen hører herom, straffer han den tjener, som han lige har eftergivet sin gæld. 

¤

Jeg forstår ikke helt, hvorfor Jesus fortæller lignelsen om kongen, der vil gøre regnskab med sine tjener. Lignelsen er god, og pointen vel også ganske klar. Misforholdet mellem kongen, der eftergiver sin tjener gæld, og så den samme tjeners hårdhed overfor den, der skylder ham penge, er afslørende. 

Pointen er åbenbar. Man må forvente af den, som bliver nænsomt og godt behandlet, også selv søger at handle godt overfor sin næste. Man må kunne forvente af os, at vi ikke holder det gode tilbage for andre, som vi selv er blevet givet. Og når denne tjener, som lige har fået eftergivet sin gæld, ikke gør det, er det forståeligt og vel også rimeligt, at kongen straffer denne tjener, tager det gode tilbage, som han lige har givet ham. 

Som Jesus lader kongen sige i lignelsen: ”Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?”. Jesus selv føjer dertil og slutter lignelsen med at sige:  ”Og hans herre (kongen) blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”.

¤

Hvad skurrer i denne lignelse eller står umiddelbart uklar for mig er sammenhængen til den baggrund, på hvilken Jesus fortæller den:

 Disciplen Peter kommer til Jesus og spørger ham: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Hvortil Jesus svarer: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”. 

Med det svar får Jesus sagt, at syv ikke er nok. Tilgivelsen kan der ikke sådan sættes tal på. Tilgive din næste skal du blive ved med, og tilgivelsen skal du blive ved med at håbe på. 

Men når så tilgivelsens antal ikke kan sættes på formel, ja når tilgivelsen netop er fortsat at lade nåde går for ret, hvorfor så fortælle denne lignelse, der ender med en straf af den, der ikke kan tilgive? Er vi så ikke lige vidt og går lignelsen dermed ikke skæv af det, som Jesus og Peter taler om? Devaluerer Jesus ikke md lignelsens slutning og straffen af tjeneren tilgivelsens forrang?

¤

Nej, tilgivelse og dom, nåde og ret står i et stadigt spændingsforhold. Lignelsen skal skurre, fordi Jesus med den vil flytte det perspektiv, disciplen Peter kommer med. Peter vil have svar på, hvor mange gange, han skal tilgive sin bror. Han har fokus på sine egne handlinger og krav til egne meritter. Han er optaget af sig selv.

Jesus derimod vil imidlertid have ham og os til at se, at fordringen, vi er stillet, grunder sig på det udgangspunkt, at Gud har ladet nåden gå for ret. Udgangspunktet er den tilgivelse vores liv bygger på. Det forpligter imidlertid. Vi skylder Gud tak og vi skylder Gud at elske vores næste. Det er vores opgave. I Jesu navn. Amen