”Lovet være Herren”, sådan begynder Zakarias' sang. Det er denne adventssøndags bibelske læsning, hentet fra Lukasevangeliet.

Det er en vidunderlig sang med stor dybe og stærke poetiske billeder.

Det er en sang, som er fyldt af Zakarias tak for fødslen af hans søn Johannes, kendt som Johannes Døberen, og det er en sang, som understreger hans søns opgave i livet: Johannes Døberen skal gå foran det lys, som skinner på himlen og fødes i stalden julenat. 

Zakarias sang er en sang, hvor glæden og velsignelsen af det, vi venter på, julens komme, på fineste måde bliver udtrykt som i ordene om, at der skal komme en solopgang fra det høje.

”Og du mit barn,” synger Zakarias og fortsætter ” skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”

¤

Zakarias sang er så samtidig at betragte som et brud med den tavshed, som har ramt ham. Det er en sang, som lyder ovenpå en tid, hvor han, Zakarias, har været slået med stumhed.

Netop set i den sammenhæng af tavshed og stumhed er Zakarias’ sang ekstra befriende og håbefuld. Har hans mund været snøret sammen og har han været ude af stand til at artikulere sig, så kan han nu både udtale ordene og synge. Sangen er befrielse.

Når tavsheden sætter sig i et menneske, bliver man let så pokkers ensom og føler sig isoleret. At træde ind i et rum, ind i en sammenhæng, hvor det er svært at være, gør i alt fald mig oftest tavs. Når det sociale kit er væk, og usikkerheden råder, hvad skal jeg da sige. Min krop lukker sig om mig og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Tavsheden larmer og buldrer inden i en. Måske registrerer omgivelserne det, måske ikke; men det fylder i alt fald i en selv.

Det er således så håbefuldt at høre Zakarias sang i dag. Tavsheden behøver ikke at æde dig op. Og der er også så meget glæde i, at sangen melder sig i Zakarias mund, ikke fordi han nu har lært noget nyt, arbejdet mere med sig selv, men fordi noget nyt sker og kommer til ham på underfuld vis og løsner hans tungebånd.

Fødslens under og det kristne mysterium, at Gud lod sin søn føde på jord, åbner for den jordiske stemme. 

Gud rør min læber og åbn min mund. Hjælp mig med at synge som Zakarias sang: ”Lovet være Herren”. 

Amen