Vi hører i evangeliet i dag slutningen på Jesu Bjergprædiken. Jesus har i denne lange prædiken forholdt sig til De gammeltestamentlige bud, lagt det centrale frem i sin forkyndelse og lagt os bønnen Fader Vor på hjertet.
Nu runder Jesus så sin prædiken af med at formane sine tilhørere om ikke at tro på hvem som helst og hvad som helst. De falske profeter er mange, og der er mange ulve i fåreklæder.
Og vi hører derpå om forsamlingens umiddelbare reaktion på Jesu tale. De står tilbage forundret over hans lære. Jesus har talt med myndighed og på en anden måde end det, de er vant til fra deres skriftkloge. Jesu ord har vakt til eftertanke og måske også bevæget dem.
¤
En umiddelbar fristelse ved at lytte til evangeliet i dag er den så straks at sætte navn på vor tids falske profeter. Hvor er ulvene i fåreskind? Hvem er de i dag? Hvor er de? Er det ikke ham? Eller er det hende?
Inden vi begynder med den udpegning, skal vi måske huske, hvad Jesus lige har sagt i sin prædiken: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
Vores opgave er ikke at pege andre ud, råbe ulven kommer og dømme andre, men vi skal i stedet lytte til den gyldne regel, som Jesus forkynder netop i Bjergprædikenen: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”.
Lev i den ånd! Gud hjælpe os dertil.
¤
Men hvorfor slutter Jesus så Bjergprædikenen af med at advare os imod at tro på hvad som helst og hvem som helst?
Det gør han, fordi han som et menneske i verden ser, at alt, hvad bliver forkyndt og sagt i verden, ikke er ligegodt, ikke er ét fedt.
Det ses jo på frugterne, siger Jesus. Ord og forkyndelse kan både skabe had og glæde, få livet til at visne og til at blomstre. Derfor er det ikke lige meget hvilket ord, der vokser ud af din mund, og hvilke ord, du lytter til og lever på. Et hadefuldt ord avler oftest had, tvetydighed bærer usikkerhed frem. Ironien og sarkasmen bygger afstand.
Se på frugten af det, som bliver sagt, siger Jesus.
¤
Men hvad er det så, som gør Jesu ord så gode og sande, både når de piller os ned og bygger os op, klæder os af til skindet og rejser håbet i os?
Folkemængdens reaktion på Jesu Bjergprædiken siger det egentlig ganske klart og tydeligt:
For det første: Jesu ord slår sine tilhørere med forundring. Her møder vi mere end vi kan sige os selv. Her gøres livet ikke mere enkelt end det er. Her fordres vi alt: at elske Gud og at elske vores næste. Og denne fordring stopper aldrig.
For det andet: Jesus taler, oplever hans tilhørere, med myndighed. Jesus bærer Guds ord frem. Han er Guds søn. Bjergprædikenen, lignelserne og forkyndelsen af Guds rige lyder således af Guds egen mund.
Det er ikke til at forstå, men det beror jo netop også i dybeste forstand på Guds kærlighed. Den kærlighed, som ikke søger sit eget. Den Guds kærlighed, som, tør vi tro, følger os, hvor vi end går.
I Jesu navn. Amen.