Torsdag den 23. oktober var projektgrupper, provster og styregruppen samlet i Ribe til det sidste fællesmøde i projektet Rekruttering og fastholdelse af præster. Temaet var, hvordan vi bedst forankrer alt det, der er skabt i projektets treårige levetid – for den officielle slutdato, 1. april 2026, nærmer sig.
Formålet var ikke blot at se tilbage, men at arbejde fremad: Hvordan bevarer vi den viden, der er opbygget, og hvordan sikrer vi, at de gode erfaringer og aktiviteter lever videre som en naturlig del af Ribe Stifts arbejde?
Stemningen i Ribe var præget af energi, optimisme og et tydeligt ønske om at bygge videre. Gennem gruppearbejde og fælles drøftelser blev der arbejdet med, hvordan projektets mange initiativer kan forankres og blive en del af den daglige virkelighed i stiftet.
Deltagerne drøftede både, hvilke aktiviteter der har størst betydning for rekruttering og trivsel, og hvordan netværk og kollegaskab kan fastholdes på tværs af provstier. Flere pegede på, at Ribe Stift kan rumme og understøtte nogle af de initiativer, der er vokset frem i projektet, mens andre grupper ønsker at fortsætte deres arbejde i nye rammer.
Mødet i Ribe blev derfor ikke en afslutning, men et afsæt. Når projektet officielt slutter i 2026, er målet, at erfaringer og samarbejder lever videre i nye former – som en del af stiftets fælles kultur og praksis.
Vil du vide mere om projektet og de mange aktiviteter, vi tilbyder præster – og kommende præster – i Ribe Stift?
www.ribestift.dk


