Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

Helligtrekongers søndag

Jesus Kristus, solenes sol, du standsede stjernen som vismændene fulgte og de fandt dig i Betlehem. Vi beder dig: Åbn vores øjne så vi ser din ledestjerne og lad os høre dit klare ord som lyser i mørket. Gør os til vismænd om end af de små. Led os på vej så vi kan finde glæden i dig og bringe dig guld, røgelse og myrra, du som selv er Gud, bærer af hans lys og visdom, til alle tider og til alle folk.

Amen

De tre vise mænd var de vismænd, spåmænd, stjernetydere eller konger?

Eftertiden har fremstillet dem på mangfoldig vis. De er nogle gange skildret som stjernetydere, der kender stjernernes veje og kan følge himlens spor. De er andre gange konger i smukke klæder, der bøjer sig for den kongesøn, som blev født julenat og lagt i en krybbe. De er også ofte blevet skildret i forskellige aldre. Én ung, en anden midaldrende og den tredje en gammel mand. Og de er også ikke mindst i malerkunsten også blevet fremstillet med forskellig hudfarve.

Hovedpointen er den, at vismændene gerne må repræsentere  - ja signalere den hele verden.

Hvor hyrderne på marken julenat var lokale folk fra egnen omkring Betlehem, så kom vismændene langvejsfra. Deres rejse til barnet og det, at de kom med gaver til ham, vidner både om, hvordan Jesus, Guds søn kan sætte hele verden i bevægelse, og om, hvordan evangeliet virkeligt er et glædeligt budskab med et kald til den hele vide verden.

¤

Evangeliernes forholdsvis korte beretninger giver plads til fortolkning og en rig tydning. I århundrederne efter Kristi fødsel opstod snart uddybende beretninger, som f.eks. fortællinger om Marias barndomshistorie, hvor Marias forældre Annas og Joakims historie blev digtet og fortalt, og hvor der nu i julens historie blev plads også til det par jordmødre, som hjalp gudsbarnet til verden. Sådan blev vismændene og hyrderne, som vel var mænd, nu også sekunderet af to kvinder. Og der er sådan set plads til endnu flere. For Jesusbarnet er et anliggende for alle folk og hele verden.

Helligtrekonger er således at forstå som en slags fortælling over det, som Jesus siger til allersidst i Matthæusevangeliet efter sin opstandelse – de ord, vi hører, når der er dåb i kirken, nemlig ordene, vi kalder for dåbs- og missionsbefalingen:

Gå ud i al verden og gør alle til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, i Sønnens og i Helligåndens navn og idet, I lærer dem alt det, som jeg har befalet jer.

Jesus angiver her også en bevægelse, en bevægelse ud i verden med det glædelige budskab, som komme af julens budskab:

At vi mennesker ikke er overladt til os selv i vintermørket. Gud har skabt verden og nu ladet sin søn blive menneske, og hans ånd vil fortsat blæse og skabe nyt liv. Som vismændene drog ud for at finde barnet i krybben, skal vi følge vores vej til barnet i krybben, takke Gud for alle hans gode gaver og gå med denne glæde ud i verden.

Julens glæde er virkelig en glæde, som vi ikke behøver at gå stille med men netop skal dele med hinanden og alle andre. Det er et anliggende for alle. Så lad os bære julen ud, bringe den med os i alle kommende dage – så glæden og håbet må være imellem os.

Det ske i Jesu navn. Amen

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk