Sognepræst i Jerne Pastorat, Skads Provsti, Ribe Stift
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Jerne Pastorat, Skads Provsti er ledig til besættelse den 1. november 2025 eller snarest derefter.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
Har du lyst til at læse mere om Jerne Pastorat og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: Jerne Kirke og Sognehus | Jerne Kirke
Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Ribe Stifts hjemmeside Ribe Stift: Ledige stillinger og via Stiftets Facebook-side.
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)
Stillingen aflønnes efter løngruppe 2 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. Det er en forudsætning for indplacering i LG 2, at den, der ansættes, har gennemført den obligatoriske efteruddannelse eller NY PRÆST.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Fortuna Alle 61, 6705 Esbjerg Ø.
Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 4.690,00.
Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Elof Westergaard, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.
Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Ribe Stift pr. mail til: kmrib@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.
Kontaktoplysninger MR-formand Annemette Hauschildt, Jerne Sogn
Telefon 51 86 38 29 ∙ E-mail: 8908(at)SOGN.DK
Kontaktoplysninger provst Kræn Christensen, Skads Provsti:
Telefon 51 54 75 58 ∙ E-mail: skads.provsti(at)km.dk
Kontaktoplysninger Ribe Stift
Telefon 75 42 18 00∙ E-mail: kmrib(at)km.dk
Kontaktoplysninger biskop Elof Westergaard
v/bispesekretær Dorte Ib:
Telefon 40 11 80 92∙ E-mail: kmrib(at)km.dk
Opslag af stillingen: 22. juli 2025
Ansøgningsfrist: 11. august 2025
Landsbykirke i storbyen med Nationalpark Vadehavet som nabo
Efter 38 års trofast tjeneste er en af vores 2 præster gået på pension, og vi søger derfor nu en ny stemme og sjæl til vores sogn.
Vi er en kirke, der bygger på fællesskab, åbenhed og nærvær – et levende mødested for tro, kultur og mangfoldighed.
Har du lyst til at være præst i en kirke, hvor hverdagsliv og evangelium går hånd i hånd? Hvor vi møder mennesker dér, hvor de er, og hvor tradition og fornyelse går side om side? Så glæder vi os til at møde dig!
Der oplyses følgende om embedet:
Sognet
Jerne Sogn har ca. 9.700 indbyggere, hvoraf omkring 6.000 er medlemmer af folkekirken. Sognet er præget af mangfoldighed med en betydelig andel borgere af anden etnisk baggrund. I den østlige del ligger "Det internationale bykvarter", som afspejler denne diversitet.
Sognet har et rigt foreningsliv med stærke sociale og kulturelle fællesskaber, hvor kirken både tager initiativ og deltager aktivt. Bebyggelsen spænder fra parcelhuse i "det gamle Jerne" til nyere boligområder, der er skudt op i de senere år. Historisk set var Jerne et landsogn indtil 1868, hvorfra Esbjergs sogne blev udskilt. I dag er Esbjerg Danmarks femtestørste by med ca. 72.000 indbyggere og 115.400 i kommunen.
Sognet rummer to folkeskoler, som vi samarbejder med om konfirmander, minikonfirmander og julegudstjenester. Kun 700 meter fra kirken ligger store uddannelsesinstitutioner som Syddansk Universitet (SDU) og University College Syd (UC SYD) med over 3.000 studerende, og Jerne Station er blot 600 meter væk.
Esbjerg byder på et rigt kulturliv med Musikhuset, Konservatoriet for både rytmisk og klassisk musik, samt et bredt udvalg af kulturelle, musiske og sportslige tilbud. Byens svømmestadion, street food-marked og levende byliv kombineret med nærheden til havet og Vadehavets unikke natur gør området attraktivt. https://www.vadehavskysten.dk
For en eventuel partner er der gode jobmuligheder, og Esbjerg Kommune hjælper gerne med jobmatch. Derudover findes der gode pasningstilbud for børn, hvilket gør byen til et ideelt sted at slå sig ned.
Kirke- og sogneliv
-Vi er et levende sogn, hvor stoltheden og glæden ved vores kirke er stor!
Jerne Kirke er en velholdt, romansk landsbykirke opført i slutningen af 1100-tallet – den ældste bygning i Esbjerg. Kirken har ca. 250 siddepladser og rummer et smukt Frobenius-orgel fra 1977. Ved kirken ligger en stor kirkegård, som administreres af Esbjerg Kommune, og kun 1,6 km derfra findes krematorium og kapel.
Blot 90 meter fra kirken ligger Jerne Sognehus, der blev indviet i 1982, udvidet i 1998 og siden løbende renoveret. Sognehuset rummer både en stor og en mindre sal, kontorer, konfirmandlokaler, mødelokaler og køkkenfaciliteter, hvilket gør det til et aktivt samlingspunkt for sognet.
Højmessen fejres hver søn- og helligdag på skift af sognets to præster, og der er en god og stabil kirkegang. Dåb finder som udgangspunkt sted i højmessen, men én gang om måneden afholdes der også lørdagsdåb, efterfulgt af en "dåbsfri" højmesse. Derudover holdes der børne- og familiegudstjenester samt andre særlige gudstjenester.
Sognet har mange kirkelige handlinger fordelt mellem de to præster, herunder omkring 60 dåb, 4 hold konfirmander, 17 vielser og 98 begravelser eller bisættelser årligt.
Kirke, kultur og fællesskab
Kirke- og kulturmedarbejderen har ansvaret for minikonfirmanderne og varetager, i samarbejde med de frivillige, størstedelen af sognets aktiviteter med udgangspunkt i kirken og sognehuset. Disse aktiviteter spænder over undervisning, kultur og diakoni, og i øjeblikket har vi særligt fokus på fem centrale områder:
- At udbrede kendskabet til kirken blandt børnefamilier gennem relevante aktiviteter som børnedage og børne- og familiegudstjenester.
- At styrke børnekoret, som ledes af en af vores organister i samarbejde med Bakkeskolen, en af sognets folkeskoler.
- At forebygge og afhjælpe ensomhed blandt voksne og ældre gennem sociale og meningsfulde aktiviteter såsom strikkecafé, gå-klub, Akvarel maling, sommercafé og sommer-OL.
- At afholde kulturelle arrangementer, herunder koncerter i kirken og sognehuset, sogneeftermiddage med højskolesang eller foredrag, to årlige højskoledage samt filmklub.
- At arbejde med bæredygtighed, idet både kirke og sognehus er en del af initiativet Grøn Kirke.
Sognet har et engageret medarbejderteam bestående af to præster, to organister, to kirketjenere, en kirke- og kulturmedarbejder, en kordegn, to kirkesangere samt flere timelønnede medarbejdere, herunder korister, havemand og rengøringshjælp.
Samarbejdet mellem præster, ansatte og menighedsråd er præget af respekt og et godt, udbytterigt samspil.
Menighedsrådet består af 10 valgte medlemmer (aftalevalg de seneste 20 år), to præster og en medarbejderrepræsentant. Det er et levende, aktiv og velfungerende råd med en struktureret mødeplan med 10 årlige møder samt et gennemarbejdet årshjul og en række udvalg.
Vi er en del af initiativerne Åben Kirke, Grøn Kirke og Vejkirke og har allerede gennemført første etape af omlægningen af sognehusets udendørs arealer til en bæredygtig og besøgsvenlig have. Anden etape realiseret i efteråret 2025. Samtidig er vi i gang med at udarbejde nye visioner for kirken og sognet, så vi fortsat kan udvikle vores fællesskab og forankre kirken i lokalmiljøet.
Tjenestebolig
-Skøn 60’er villa midt i Jerne i rolige og smukke omgivelser!
Præsteboligen er en rummelig gulstensvilla fra 1968, beliggende for enden af en blind vej i et roligt kvarter. Med sin centrale placering tæt på kirken, indkøbsmuligheder, offentlig transport, dagtilbud og skole tilbyder boligen både komfort og bekvemmelighed. I august 2025 får villaen nyt tag, og foretages en generel opdatering indendørs. Boligen opvarmes via fjernvarme.
Villaens indretning er både funktionel og indbydende. Fra entréen er der adgang til et badeværelse med bruseniche, en fordelingsgang samt præstekontoret. Hjertet i boligen er det store køkken-alrum, moderniseret i 2014, hvor alle vinduerne også blev udskiftet, og tilstødende ligger opholdsstuen.
Boligen rummer et praktisk bryggers med vaskemaskine og tørretumbler med udgang til carporten, samt en mindre, tør kælder på 6,7 m². I soveafdelingen findes et soveværelse, fire børneværelser samt endnu et badeværelse med både bruseniche og badekar.
Det samlede boligareal udgør 149,8 m² ekskl. kælderen, svarende til 59,5% af huset samlede indvendige areal på 251,9 m2
Til boligen hører også en særskilt tjenstlig afdeling med egen indgang, toilet, et lille køkken og et stort, fleksibelt møderum samt præstekontor.
Tjenstlige områder udgør i alt 102 m2, svarende til 40,5 % af husets samlede indvendige areal på 251,9 m2.
Den store, lukkede have er primært vedligeholdt af kirkens havemand og giver gode rammer for både afslapning og udeliv.
Kirkekassen refunderer 40,5 % af de samlede udgifter til el og varme samt 25 % af udgifterne til vand og vandafledning.
Grundarealet, 1.516 m2 - bebygget areal, 298,4 m2
Carport 21,6 m2, cykelrum 6,1 m2 og hobbyrum 11.3 m2 (der er isoleret og kan opvarmes, der forefindes en vask) i alt 44,4m2, Derudover er der indenfor et depotrum 2,7 m2
Huslejen er pt. 4.690 kr. pr. måned, og forbrugsudgifterne udgjorde i 2024, 2.400 kr. pr. måned
Se video og billeder af boligen på kirkens hjemmeside: www.jernekirke.dk
Vi tilbyder dig
-Frihed, faglighed og fællesskab!
Hos os bliver du en del af et åbent og rummeligt fællesskab, hvor menigheden favner bredt, både teologisk og kirkeligt, uden et fast retningspræg. Vi værdsætter forskellighed og ser det som en styrke.
Du vil møde et engageret medarbejderteam, hvor høj faglighed og teamånd går hånd i hånd. Vi har en velfungerende arbejdsplads med en uformel omgangstone, hvor der er let til smil, og hvor selvstændighed og ansvar er en naturlig del af hverdagen.
Menighedsrådet er engageret og velfungerende, åbent for nye initiativer og lægger stor vægt på et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø. Vi har udarbejdet et komplet arbejdsmiljømateriale samt en personalehåndbog for ansatte og frivillige. Vores indsats ift. vores systematisk arbejdsmiljø blev anerkendt, da vi i 2024 blev nomineret til Folkekirkens Arbejdsmiljøpris.
For at sikre et godt samarbejde og overblik mødes præster og kernemedarbejderne hver torsdag til kalendermøde, hvor kontaktpersonen deltager efter behov. Du får en fast ugentlig fridag om fredagen og som udgangspunkt prædikefri hver anden weekend.
Er du nyuddannet teolog? Så er du mere end velkommen til at søge stillingen. Vi vil gøre os umage for at støtte dig og hjælpe dig godt i gang. Som præstekollega får du en engageret kollega, der både giver plads og byder ind med faglig sparring.
Hvad vi søger i dig
-En engageret og positiv ambassadør for kirken!
Vi søger en præst, der trives i fællesskaber og har gode samarbejdsevner. Du har vilje og evner til at arbejde tæt sammen med vores anden præst, de øvrige ansatte, menighedsrådet og frivillige.
Som præst hos os er du synlig og nærværende, har gode sociale kompetencer og møder mennesker med nysgerrighed, rummelighed, værdighed og respekt. Du har en god teologisk forståelse og en menneskelig ballast.
Højmessen er en kerneydelse for dig, og du finder glæde i formidlingen af kristendommen. Du kan tale med mennesker om tro og livets store spørgsmål, og ser det som din opgave at være præst for hele sognet.
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte menighedsrådets formand, Annemette Hauschildt, på tlf. 51 86 38 29, eller din kommende præstekollega, Michael Blicher, på tlf. 23 20 96 10.
Du finder mange flere oplysninger om Jerne Sogn på vores hjemmeside www.jernekirke.dk