Kristi Himmelfart er en vidunderlig helligdag. Jeg ved godt, at det måske kan synes at være et stort ord at tage i munden, men for mig vokser den med dagen.

Det er måske en lidt ejendommelig helligdag, sådan at fejre en afsked, men dagen rummer så meget mere, ikke mindst af nærvær, solskin og forventning over vi menneskers liv og fremtid. Dagen i dag åbner en horisont og binder jord og himmel endnu stærkere sammen.

¤

Hvad er det, der sker: Jesus går en tid efter sin opstandelse påskemorgen ud af byen Jerusalem sammen med sine disciple, og han løfter da sin hænder og velsigner dem; midt i denne velsignelse bliver han løftet op til himlen. Og som den kristne ikonografi oftest har skildret begivenheden, så er den himmelfarne skildret nærmest som en sol, der nu lyser ud over hele jorden og alle mennesker.

Det er som at være vidne til det, som profeten Esajas, så håbefuldt profeterede, at nok være at der er en dag, hvor solen ikke længere skal være dit lys om dagen, men din sol skal ikke gå ned: ” for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage har ende”. (Es 60,20)

¤

Kristi Himmelfartsbudskabet er ord af håb og giver ro midt i vi menneskers jag.

I den tyske forfatter Dörte Hansens roman Til Havs, som er udkommet på dansk i 2026, er der en meget fin skildring af Hanne og af hendes forsøg på at holde tungsindet og selvopgivelsen fra livet. En Den lyder:

Er man alene, må man undgå solnedgange, drømmerier og grubliseren, men skal også holde sig fra at gå på stranden i langsomt tempo. Og når man om lørdagen er færdig med at ordne gravstederne, så skal man ikke lade blikket svæve rundt uden noget mål. Man skal ikke spadsere rundt på kirkegården, ikke læse navnene på stenene. Man skal gå i en stor bue uden om have- og udsigtsbænke og drømmesenge. Altid må man holde sig i bevægelse. Bevæge sig hurtigt omkring… Man skal sørge for at blive træt i løbet af dagen, at man kan sove om natten. … Hendes krop er et urværk; det eneste, Hanne frygter, er stilstanden.” (Til Havs, 224)

Denne skildring rammer for mig noget alment menneskeligt. Spørgsmålet er imidlertid, om midlet mod menneskets tungsind og opgivelse virkelig er bevægelse, at holde sig i gang, og det at undgå stilstand. Det kan let forekomme temmelig krampagtigt.

Kristi Himmelfartsbudskabet peger i alt fald i en anden retning og viser en anden vej, nemlig opad, dvs. minder os om, at hvad enten vi jager rundt eller sidder stille, lever vi under Guds sol og med Jesu velsignelse – en velsignelse af den ganske ord og af al skabning – og en velsignelse, som peger på, at Gud altid vil være der for os.

Amen