Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

påskedag

What’s in it for me?

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Disse ord hører vi i epistlen til i dag, påskedag. Kristi opstandelsesdag. Efter langfredags henrettelse og gravlægningen af den døde Jesus kommer nogle kvinder nu til Jesu grav. De finder graven tom, stenen væltet fra og møder englen, der bebuder dem, at Kristus er opstanden. 

¤

Ofte spørger vi: What’s in it for me? Og hvad er det med mig at gøre.

Alt hvad vil jeg mene.  Påskedag er kernen i den kristne tro. Og som vi synger i Grundtvigs påskesalme  Påskeblomst! Hvad vil du her?  ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde” (DDS 236 v.4)

¤

Opstandelsen bærer vi med os fra vugge til grav.

Lovprisningen i Petersbrevet med dens understregning af opstandelseshåbet er således en del af ritualet i dåben.  Foran døbefonten står forældre og faddere med deres lille barn, og så træder præsten frem og siger netop ordene: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. En indledende lovprisning til dåben.

Og når vi står ved livets ende, ved begravelsen, og skal til at kaste de tre håndfulde jord på kisten med ordene Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå, så lyder den samme lovprisning.

Fødsel og død, dåb og begravelse. Denne lovprisning båret af håb, i kraft af Kristi opstandelse og dermed det, vi fejrer i dag: Jesu opstandelse fra de døde, følger os hele livet

¤

Opstandelsestroen står helt centralt. Og det bliver netop understreget i lovprisningen i Petersbrevet, og også med ganske små ord, to forholdsord, angives, hvad er på færde.

Opstandelse er for det første sat i bevægelse af Gud. I den græske oprindelige tekst bærer det lille ord  ”i”, (Gud, ”som i sin store barmhjertighed”(det græske ”dia”)), at hvad sker påskemorgen, er noget, som Gud, sætter i værk og lader ske. 

For det andet sker det gennem Jesu død og opstandelse. Igen også angivet i et lille ord, nemlig ordet ”ved” (”det græske kata”), at det kristne håb sker ”ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Det er gennem ham, Guds egen søn, det sker.

Påske er et guddommeligt greb, der vidner om, at kærligheden er stærkere end døden, at livet sejrer trods dødens tag i os og greb om vores hæl.

Her er noget at leve på, som kalder på vores tak til Gud og fornyer vores liv.

Glædelig påske!

  

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639