I dag, Palmesøndag, har jeg glæden af at skulle prædike i Bedsted Kirke, tæt på Løgumkloster. Kirken skal genindvies efter en længere tids lukning, og det er i sig selv en særlig anledning.

Den middelalderlige fløjaltertavle i Bedsted Kirke er noget ganske særligt. I midterfeltet fremstilles en detaljerig skildring af Jesu korsfæstelse. De er der alle sammen; dem, vi skal høre om i den kommende uge efter Jesu indtog i Jerusalem: de to røvere, som blev korsfæstet sammen med Jesus, Maria, Jesu mor, Maria Magdalene og Johannes, disciplen, soldaterne, der spiller om Jesu klæder, den romerske officer og mange flere.

Men det, jeg især har båret med mig fra altertavlen, siden jeg første gang så den, er noget ganske lille: en kurv, placeret under Jesu kors. En flettet kurv; tom, men tydeligt beregnet til at kunne rumme noget. I kirken kan man lægge noget i den – påskeliljer, æg, tegn på liv og påske.

¤

Symbolikken er dobbelt. Den fortæller både om det, vi får givet ved korset, og om det, vi svarer igen med i tak.

Og netop den tanke leder mig hen til dagens evangelium hos evangelisten Markus. Beretningen om Palmesøndags indtog suppleres her af fortællingen om kvinden, der kommer til Simon den spedalskes hus i Betania, hvor Jesus opholder sig. Hun kommer med sin krukke med kostbar olie. Hun bryder krukken og salver Jesus.

Er det en kroning? Eller er det en forberedelse til hans gravlæggelse? Olien hører hjemme begge steder. Og Jesus selv tolker hendes handling som en varsling af hans forestående død.

Men straks melder spørgsmålet sig: Kunne pengene ikke være brugt bedre? Er det ikke spild at hælde så kostbar olie ud? Sådan reagerer de andre tilstedeværende i huset den dag.  Det er en så genkendelig, menneskelig logik.

Og alligevel er det måske ikke dér, det afgørende ligger. For det centrale er gaven. Og takken i det, hun gør.

Og måske er det netop dér, de to billeder mødes kurven under korset og kvinden med olien.

Den tomme kurv står der som et stille spørgsmål: Hvad vil vi lægge i den? Hvad giver vi tilbage for det, vi har fået? 

Og kvinden giver sit svar uden beregning, uden forbehold. Hun giver det dyrebareste, hun har.   Hun giver, fordi hun har forstået noget om, hvem Jesus er.

Hun udtrykker er en form for kærlighed og taknemmelighed, som ikke kan gøres op i nytte og fornuft. Som ikke spørger: “Kunne det bruges bedre?” men som bare giver.

Palmesøndag begynder en uge, hvor vi følger Jesus helt til korset. Til det sted, hvor alt gives. Hvor intet holdes tilbage. Og måske er det netop derfor, kurven under korset er tom. Ikke fordi der mangler noget. men fordi den venter. Den venter på vores svar med vores liv, i ord og stemmer.

Ikke som en pligt. Ikke som et regnestykke.
Men som en gave.

En gave, der bæres af tak.

Amen