I uge 33 åbnede vi dørene til Ribe Stifts Sommerpraktik, hvor en række studerende fik mulighed for at følge præstelivet helt tæt på. Sommerpraktikken giver et unikt indblik i præstens hverdag – både de store øjeblikke og de små detaljer, som man måske ikke tænker over udefra.

Vi har efterfølgende modtaget flere hjertevarme hilsner fra praktikanterne, der deler deres oplevelser og refleksioner. Over de næste uger vil vi præsentere nogle af disse fortællinger her på siden.

Vi begynder med Berit Hartung, der med egne ord beskriver, hvad hun især tog med sig hjem fra sommerpraktikken:

Det var med en god portion sommerfugle i maven, at jeg stod af toget på Give station en mandag eftermiddag i august. Jeg skulle en uge i præste-praktik, og jeg var ærlig talt blevet lidt i tvivl om, om det nu alligevel var noget for mig? Var jeg med mine snart 55 år ikke lidt for gammel? Var en uge ikke lidt lang tid? Og havde jeg overhovedet lært nok på studiet til, at det gav mening? 

Men knap havde jeg sat foden på stiftets jord, før mine bekymringer blev gjort til skamme. Vi blev alle modtaget med åbne arme, venlighed og stor gæstfrihed. Sjældent har jeg mødt så mange søde og imødekommende mennesker på så kort tid. 

På forhånd havde vi hver især fået tildelt en praktik-præst, som vi skulle følge i løbet af ugen. Programmet bestod både af fælles aktiviteter med de andre praktikanter og deres præster; foredrag, byvandring, middag og et besøg hos præsten i fængslet i Sønder Omme. Og så var der i løbet af ugen afsat tid til at følge praktik-præsten i hans eller hendes dagligdag.

Personligt fik jeg utrolig meget ud af på egen krop at se, hvordan en præst arbejder. Både det at være med til møder med andre faggrupper og møde folk i menigheden og opleve forskellige arbejdssituationer. Men det var også virkelig inspirerende at møde så mange forskellige præster og høre om deres erfaringer. At få lov til at stille alle de dumme spørgsmål lige fra rent praktiske ‘Er præstekjolen ikke varm om sommeren?’ ‘Hvordan undgår man at græde, når man holder begravelse,’ til mere seriøse og teologiske overvejelser om det at være præst. 

Teologistudiet er spændende, men også meget teoretisk, så det var fantastisk at komme ud og ‘dufte savsmulden’ og mærke, hvordan et fremtidigt job kan se ud og ikke mindst fornemme de mange muligheder i et mindre sogn langt fra København. 

Det hele kulminerede med højmessen søndag, hvor vi hver især skulle prædike i de kirker, vi 'hørte til.' Hvilken tillidserklæring! Og noget af det vildeste, jeg længe har prøvet. 

Jeg har lyst til at sige, at jeg drog til Ribe Stift og fandt mit kald, men det er nok at vinkle lidt for skarpt. Men da jeg sad i toget på vej hjem efter en veloverstået højmesse, var det billedligt talt med hænderne over hovedet og visheden om, at JA, jeg skal være præst, og det skal helst være i et landsogn. Og også meget gerne i Sydvestjylland. 

I dag på KU mødte jeg en studiekammerat, som også var med i praktikken, og hun udbrød: 'Jeg er klar til at flytte derover.'

Og jeg må sige, at jeg har det på samme måde. Nu skal vi så bare lige have overbevist baglandet om, at det er en god idé. Men kommer, kommer råd.

Så tak, Ribe. Håber, vi ses igen.

Sommerpraktikken viste for Berit – og mange af de andre – hvordan præstegerningen rummer både møder med mennesker, teologiske refleksioner og et stærkt fællesskab på tværs af menigheder og kolleger.

Følg med her på siden de kommende uger, hvor vi deler flere personlige fortællinger fra sommerpraktikanterne.