Gud Fader
Universets skaber.
Du satte solen og månen på himlen.
Du har skilt dag fra nat
Og bundet vores tider sammen med måltider,
Højtider og fester.
Nu er det påske for dig!
Tak fordi du lod din søn komme til verden i judæa,
Hvor vinrankerne vokser og gror.
Han er den drue, som slukker vores tørst
Og giver os mod til at gå ud
Og møde dagens trængsler.
Hans legeme og blod styrker vores tro
På din kærlighed
Og fylder os med håbet om
At vi sammen skal drikke den nye vin i dit rige,
Du som er fra eviehd til evighed.
Amen
Jesus tog brødet og sagde: dette er mit legeme. Og han tog derpå vinen og sagde: Dette er mit blod. Tag det! drik det!
Vin og brød bliver til legeme og blod.
¤
Vinunderet i Kanaen, hvor Jesus gjorde vand til vin, og brødunderet ved Genezaret sø, hvor Jesus med fem brød og to fisk bespiste 5000 mennesker, var begge undere og stor magi. Men her i dag skærtorsdag, hvor Jesus indstifter nadveren, har vi at gøre med et mysterium af mere blivende karakter. Ikke en engangshandling men derimod til modtagelse igen og igen. Et stadigt under, kærlighedens under, hvor Gud giver sig hen og manifesterer dig som en blivende del af vi menneskers liv.
¤
Vinunderet i Kanaen kan betragtes som en tryllekunst og som et tegn på Guds underfulde kraft i Jesus. Og på samme måde med brødunderet. Men her idag hvor Jesus tager brødet og siger: “Tag det og spis det, det er mit legeme” og hvor han løfter vinen og siger: “Dette er mit blod” iværksætter han en handling, som fortsat finder sted.
Vi bliver i nadveren mindet om Jesu måltid dengang, men det er samtidigt mere end et mindemåltid. Eller måske det er er mindemåltid som forsat aktualiserer måltidet dengang. Det er et måltid hvor Guds søn fortsat giver os del i sig selv. Her blander vi blod med Guds egen søn. Hvilket under og hvilken gave.
Og det er vel netop det centrale idag, at Jesus rækker ud mod os og siger, at det med Gud og os skrøbelige og uperfekte mennesker aldrig er slut. Gud er kærlighed og kærlighed søger ikke dit eget. Hvilket håb.
Lev ved det!