Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Langelund Kirke

 

Langelund Kirke

Det vidstrakte hedesogn Ringive forandrede sig med årene. Befolkningen i den vestlige del af Ringive sogn voksede stærkt – vel pga.  hedeopdyrkningen - og der opstod et ønske om en kirke. Og for at lægge pres på myndighederne begyndte menigheden ( 1905- ) at afholde gudstjenester i den vestlige del af sognet hver anden søndag, og menighedsrådet arbejdede energisk på projektet.
Kirkens beliggenhed blev man hurtigt enige om. For gårdejer Knud Møller Jensen, Langelund Gl. Møllegård, havde tilbudt at skænke et areal på den høje banke nord for Møllegården og åen. Arkitekt Hagerup fra Kolding tegnede kirken, som blev opført i cementsten ( vist den eneste i landet) – og stenene blev lavet på stedet. I sommeren 1910 stod den færdig til indvielse: en smuk, hvidkalket, typisk dansk landsbykirke med rødt tegltag med et slankt tårn i vest, halvvejs indbygget i skibets vestende.
25.september 1910 blev kirken indviet ved biskop Koch, Ribe. En kirke var rejst og bygget og indviet  med alt tilbehør ( inkl. orgel og alterbillede) for – 18.500,00 kr. !
I årenes løb blev der bygget kapel ( 1936), kirkegårdsmur (1955) og endelig arbejds- og opholdsrum for graveren (1980). I 1982 blev der installeret et tårnur på tårnet, anskaffet ved beløb, som kirken havde arvet til forskønnelse af kirken.
Kirkens alterbillede er det oprindelige fra 1910: ligesom i Ringive udført af Axel Bredsdorff. En kopi af Carl Blochs ”Jesu opstandelse.” Kirkens 7-armet malmlysestage, de to malmlysekroner og alterstagerne blev skænket i årene 1946-1965, og ved kirkens 50-årsdag skænkedes og ophængtes kirkeskibet ”Kirsten”.
I 1967 fik kirken nyt orgel fra Jysk Orgelbyggeri og dette orgel blev udbygget i 1983.

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639