Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Sønder Omme Kirke

 

Sønder Omme Kirke

Den ældste del af kirken er fra slutningen af 1100-tallet, det er det nuværende kor og ca. 2/3 af skibets længde. Man kan i henholdsvis skibets nord- og sydvæg se den tilmurede kvinde- og mandsdør, hertil gik den oprindelige kirke. Endvidere ses en fremspringende sokkelkant på den ældste del af kirken. Det nøjagtige årstal for forlængelsen af skibet kendes ikke, men det er formodentligt sket i begyndelsen af 1600-tallet, i hvert fald før 1622, da der i vestgavlen ved siden af det smalle tårn findes en inskription indhugget i en af de store kvadersten med følgende indhold: LODFAG/BDTS/1622.
Den sikkert rigtige tydning af denne inskription er: ”Lod fru Anne Grubbe/ bygge dette tårn Sdr. Omme/ 1622”. Omtalte Anne Grubbe var frue på sognets eneste herregård ”Jullingsholm”. Det var også hende, der lod et våbenhus bygge til kirken, men det er blevet ombygget et par gange siden. Inde i våbenhuset hænger i dag et billede Anne Grubbe og hendes familie. Det er en tegning af et epitafium, som tidligere har hængt i kirken.
Her ses også Anne Grubbes mand, herremanden Jens Juul, som har skænket prædikestolen. ”Anno 1596 lod Jens Juel gøre denne stol til Guds ære”, et smukt træskærerarbejde i højrenæssance. Over prædikestolen er en himmel med duen, der symboliserer Helligånden.
Døbefonten er romansk og er fra kirkens begyndelse.
I 1992 fik kirken et nyt alterbord, krucifiks og vindue mod øst udformet af kunstneren Erik Heide.
Det er kirkens gamle klokke, der hænger i tårnindgangen. I 1977 fik kirken to nye klokker, samt et klokkespil, 17 mindre klokker, der spiller ud over byen fire gange dagligt.
I folkemunde kaldes kirken for ”lange Maren”.

 
Grene Provsti, Kirkegade 22, 7200 Grindsted, Tlf. 21 18 49 31, Email: grene.provsti(a)km.dk
CVR nr.: 21250406 - EAN nr.: 5798000856639